
Vækst og beskæftigelse - EU-midler placeret lokalt
EU's strukturfonde omfatter Regionalfonden og Socialfonden, og de to udgør tilsammen cirka en tredjedel af EUs samlede budget. Dermed er de på niveau med landbrugsstøtten.
I de fattigste dele i EU er målet først og fremmest at støtte en udbydning af infrastrukturen (nye veje, broer og andre anlæg), der kan hjælpe området hurtigt frem, så det nærmer sig EUs gennemsnit.
I velstillede lande som f.eks. Danmark skal programmet især tjene til at fremme "regional konkurrenceevne og beskæftigelse". Men der er også særlige midler til øer og vanskeligt stillede områder
I Danmark administreres strukturfondene af Erhvervs- og Byggestyrelsen, EBST.
Målgruppen er kommuner, universiteter, virksomheder, faglige organisationer, og erhvervslivets organisationer.
I Danmark har man valgt at placere en væsentlig del af midlerne hos regionernes Vækstfora til medfinansiering af projekter og initiativer inden for regionens erhvervsudviklingsstrategi.
Vækstforum Sjælland administrerer således de strukturfondsmidler, der er afsat til Region Sjælland - parallelt med midler fra statens globaliseringspulje.
Ansøgningskriterier
Ved ansøgning til EU's strukturfondsmidler lægges der vægt på, at projekter og initiativer ligger indenfor rammerne af fire prioriterede vækstkilder:
· Udvikling af menneskelige ressourcer
· Anvendelse af ny teknologi
· Etablering og udvikling af nye virksomheder
· Innovation, vidensdeling og vidensopbygning
Ved vurdering af den enkelte ansøgning lægges vægt på, at:
· Projektet udvikler og igangsætter nye initiativer og eller supplerer igangværende eller allerede gennemførte initiativer på området
· Projektet har høj kvalitet, f.eks. at der er tydelig sammenhæng mellem overordnet mål, delmål, aktiviteter, metoder og budget
· Ansøger besidder den fornødne ledelsesmæssige og administrative kapacitet til at gennemføre projektet
· Ansøger udviser et markant engagement ved at bidrage til finansiering af projektudgifterne
· Der er taget stilling til fire tværgående hensyn: miljø, ligestilling, beskæftigelse og de territorielle hensyn (yderområder / byer / landdistrikter).
Ansøgninger til EU's strukturfondsmidler udfyldes i et elektronisk ansøgningsskema, som findes på Erhvervs og Byggestyrelsens hjemmeside. Ansøgningen indsendes både elektronisk og som underskrevet papirudgave til:
Region Sjælland, Vækstforumsekretariatet, Alléen 15, 4180 Sorø.
Vækstforum Sjælland behandler ansøgningerne, der går videre til Regionsrådet, som indstiller dem til Erhvervs- og Byggestyrelsen. Det er Erhvervs- og Byggestyrelsen, som overvåger, at bevilgede projekter afvikles i overensstemmelse med EUs programmer.
Erhvervs- og Byggestyrelsen udsender bevillingsskrivelse, når projektet er godkendt.
Det betyder, at pengene først udbetales, når alt er revideret og fundet i orden. Er et projekt ikke administreret tilfredsstillende, risikerer den pågældende ”projektejer” at måtte betale hele projektet af egne kasser.
Finansiering
For Region Sjælland er den økonomiske ramme 72 mio. kr. om året, hvoraf de 31 mio. kr. skal gå til regionens yderområder.
Yderområderne i Region Sjælland omfatter Lolland, Guldborgsund kommune, Møn/Vordingborg kommune samt øerne Agersø, Askø, Fejø, Femø, Nekselø, Omø, Orø og Sejerø.
De såkaldte statsstøtteområder omfatter en mere begrænset kreds, nemlig Lolland Kommune, Agersø, Askø, Fejø, Femø, Nekselø, Omø, Orø og Sejerø.
EU-tilskuddet kan højest udgøre 50 % af de støtteberettigede udgifter.
I de såkaldte statsstøtteområder (ses herover) vil der efter særlige regler kunne søges om tilskud til enkeltvirksomheder.
Yderligere information
For yderligere information om Regionalfonden klik her og om Socialfonden klik her.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til vækstforumsekretariatet, jfr. linket her.
Send denne artikel videre til kolleger og venner.
Brug ”Videresend” øverst på siden – eller send et postkort her.